På trods af voldsomme smerter og 20 år med leddegigt vil Lise-Lotte Lohmann ikke brokke sig. Eller høre andre beklage sig. Det ligger dybt i hende at ranke ryggen og gemme sygdomssnakken til lægerne.
For langt de fleste unge er det at fylde 18 forbundet med frihed. Dagen symboliserer overgangen fra barn til voksen. Fra umyndig til myndig. Men for unge med kroniske sygdomme betyder det også første møde med et system, der ikke er gearet til ungdomsliv.
For mange unge er det at droppe ud af studiet et tabu i sig selv. Men når frafaldet skyldes en sygdom, som omverdenen ikke kan se – og måske endda tvivler på – bliver tabuet tungere.
Et hævet knæ blev 11-årige Aksels første officielle møde med børnegigt. Fra det ene øjeblik til det andet blev hospitaler, indsprøjtninger og medicin en fast del af hans barndom.
Man kan måske tænke, at det er en fordel at være usynligt syg. For så kan man bare lade som om. Men i virkeligheden er det nok mest en forbandelse. Det er det for Patricia. Og for hende er det særligt skammen, der fylder. Skammen over at være 35 år, kronisk syg og på førtidspension. Derfor tør hun ikke altid vise, hvem hun er – så nogle gange lyver hun.
For Katja Moikjær er tørre slimhinder i øjne, hals, mave og underliv en daglig udfordring. Og der findes ikke nogen behandling, som rigtigt hjælper. Alligevel insisterer den 41-årige journalist, blogger og mor til tre på, at hun har et dejligt liv.
Med en kampvægt på 125 kilo, gigt i knæet og en advarsel om, at hans krop var blevet ’en tikkende bombe’, tog Johnny Hansen for to år siden en stor beslutning. Han har lagt sit liv om, og for hvert et kilo han smider, kan han mærke stor effekt, både for sit generelle velvære og for smerterne i sit knæ.
Da Charlotte Valentin blev syg som 52-årig, anede hun ikke, hvad hun fejlede. Hun havde konstante smerter, og lægen kunne kun tilbyde paracetamol og ibuprofen, som ikke virkede. Samtidig udviklede hun stress, angst og depression – og mistede håbet.
Selvom det er 10 år siden, Helle Vind Jeppesen opgav kampen for at få endnu et barn, er det stadig en sorg, der fylder.
Den kroniske gigtsygdom sætter ofte en stopper for det, Andreas Laudrup helst vil – som at spille fodbold eller kramme sine børn. Alligevel har han fundet en vej til at acceptere sygdommen og skabe et liv, hvor den ikke styrer ham.