Kan medicin mod leddegigt øge risikoen for kræft?
Det spørgsmål har længe bekymret både patienter og læger. For mennesker med leddegigt kan det føles som et svært dilemma: Skal man vælge daglige smerter eller løbe en risiko for alvorlige bivirkninger?
“Vi ved, at mange patienter er bekymrede for bivirkninger, og det kan betyde, at nogen takker nej til den behandling, de egentlig har brug for,” forklarer Rasmus Westermann.I Danmark lever omkring 45.000 mennesker med leddegigt.
”Det skal dæleme komme patienterne til gavn”
Rasmus fik selv børnegigt som 13-årig, og de mange timer på hospitalet gjorde indtryk:
”Jeg kunne se, at lægernes arbejde virkelig gjorde en forskel. Det virkede meningsfuldt,” siger han.
Siden læste han medicin og fordybede sig i reumatologien. I dag forsker han blandt andet i bivirkninger ved gigtmedicin – med særligt blik for dét, patienterne bekymrer sig om.
“Fordi jeg selv har haft patientrollen størstedelen af mit liv, har jeg måske særligt øje for patienterne. Min forskning skal dæleme komme dem til gavn i sidste ende”, siger han.
Derfor valgte han også, at hans ph.d.-projekt skulle forske i et emne, der fylder hos mange gigtpatienter – nemlig kræftrisiko ved biologisk medicin.
Fordi jeg selv har haft patientrollen størstedelen af mit liv, har jeg måske særligt øje for patienterne. Min forskning skal dæleme komme dem til gavn i sidste ende
Rasmus Westermann
Resultater, der giver ro
Rasmus’ nu afsluttede ph.d.-projekt viste, at leddegigtpatienter, der bliver behandlet med de tre nyere typer af biologisk medicin: Tocilizumab, Rituximab og Abatacept ikke har en øget risiko for at få kræft sammenlignet med andre leddegigtpatienter.
Forskningsprojektet fandt også ud af, at behandling med de biologiske TNF-hæmmere eller Rituximab ikke var forbundet med en højere risiko for kræfttilbagefald for dem, der tidligere havde haft kræft.
Han håber, at resultaterne kan give ro og vejledning til de patienter, der tøver med at tage imod medicinen, fordi de frygter alvorlige bivirkninger.
Forskning med perspektiv
Rasmus er 33 år og har stadig aktiv børnegigt. Alligevel forsker han ikke i sin egen diagnose.
“Det har aldrig været dét, der motiverede mig. Jeg tror måske også, man kan komme til at fokusere for snævert, hvis man specifikt forsker i det problem, man selv har”, siger han.
Dog kan forskningen potentielt få betydning for patienter med andre typer gigt – herunder børnegigt – hvis andre forskere bygger ovenpå hans resultater.
Gigtforeningen har støttet projektet
Gigtforeningen har støttet projektet med over 1 mio. kr. Det er midler, der gør en konkret forskel. Ikke kun i laboratoriet, men i folks liv.
Senest opdateret