Det suser i mine ører, og det summer i mit hoved. Tankerne glider fra hinanden, før jeg når at samle dem.
Jeg er inde i en osteklokke, mens verden fortsætter på den anden side. Jeg kan se den. Høre den. Men ikke rigtig nå den.
Hvis bare mine omgivelser kunne være herinde én dag. Mærke, hvordan det er at være mig. Så ville de måske forstå.
Men jeg ved godt, at jeg ikke kan forvente det. Heller ikke af min mand, som ellers er så omsorgsfuld.
På de sværeste dage mærker jeg afstanden mellem os.
Kan du da ikke se, hvor skidt jeg har det?
Nogle morgener vågner jeg, og sengen er tom. Jeg går ind i stuen for at sige godmorgen, men der er helt stille. Ikke en lyd. Kun den tomme stue.
Så kommer jeg i tanke om, at han er taget til bordtennis, spinning eller en anden sjov aktivitet, som jeg ikke længere kan være med til.
Så rammer det mig, hvor meget gigten begrænser mit liv.
Jeg bliver ramt af sorg. Ensomhed. Forladthed.
Det kan føles, som om vi lever i parallelle verdener. Han kommer hjem og fortæller om sin dag ude i verden. Og her sidder jeg stadig i min stol med morgenkaffen i en kop, som mine gigtramte hænder har svært ved at holde om.
Vi går ikke længere i samme tempo. Han bevæger sig frem, mens jeg kæmper for at følge med.
Det er som om, vi mister forbindelsen. Jeg prøver at finde tilbage til den. Til følelsen af, at det er os to.
Når min leddegigt er i udbrud, mister vi vores forbundethed. Så er der kun plads til sygdommen. Til smerterne og tankemylderet, der tager min nattesøvn. Til trætheden og hjernetågen, som jeg bærer alene. Og til de almindelige ting, der kan føles helt uoverkommelige.
Jeg kan grue for et toiletbesøg, fordi det gør så sindssygt ondt at holde på toiletpapiret, folde det sammen og klare det hele på en værdig måde.
Så kan det ramme mig: “For fanden også, at det skulle blive sådan her.”
Tekst om fotoudstillingen
Indsæt måske noget om fotoudstillingen, om fotografen og hvorfor vi har denne udstilling.
