Senest opdateret
Det er svært at tænke tilbage på. At jeg havde det så skidt, som jeg havde det.
Dengang fyldte fibromyalgien alt. Jeg havde ondt i hele kroppen. Mine led. Mine muskler. Mine knogler. Jeg var udmattet af smerte.
Og alligevel blev jeg ved med at sige til mig selv, at jeg burde kunne mere. At jeg burde kunne arbejde. Ordne hjemmet. Tage på tur med børnene. Være den mor, den partner og den ven, jeg var før, jeg blev syg,
Men jeg kunne ikke.
Om morgenen tog min mand og børn afsted. Jeg sad alene tilbage. Timerne føltes lange. Dagene lignede hinanden. Jeg sov. Jeg kom næsten ikke ud. Jeg blev mere og mere alene med mine egne tanker.
Min mand kom hjem fra arbejde og spurgte, hvad jeg havde lavet.
“Ingenting,” svarede jeg.
Så kom skammen. Jeg kunne ikke engang holde hjemmet. Jeg kunne ikke overskue en tur med børnene. Ikke engang at finde de kreative ting frem, fordi de også skulle pakkes væk igen.
Jeg følte mig utilstrækkelig. Som om jeg ikke slog til nogen steder. Til sidst var der næsten kun de hårde tanker tilbage.
Jeg spiste næsten ikke. Jeg sov næsten ikke. Jeg var holdt op med at gøre de ting, der plejede at være mit liv. Jeg havde det virkelig skidt.
Min psykolog sagde til mig: “Hvis det fortsætter sådan her, så klarer du den ikke.”
Det satte noget i gang i mig.
Jeg fik en skør periode. Udfordrede mig selv. Prøvede ting, jeg aldrig havde turdet før. Jeg havde aldrig nøgenbadet. Så jeg gjorde det. Og jeg begyndte at grine.
Det var længe siden, jeg havde grinet sådan. Jeg fik lyst til at gøre flere af de skøre ting. De sjove ting. Ting, jeg ikke plejede at gøre.
Langsomt begyndte noget at ændre sig.
Jeg sov bedre. Jeg spiste igen. Jeg begyndte at gøre mere af det, der gjorde mig godt.
I dag lever jeg på en ny måde. Det største er måske, at jeg ser anderledes på mig selv. Fibromyalgien er der stadig. Det er mine begrænsninger også. Jeg prøver at være mere omsorgsfuld over for mig selv. At tilgive mig selv for ikke at kunne det samme som før. Det har taget tid.
Jeg kan stadig tage med ned til stranden. Måske går jeg ikke hele vejen. Måske sætter jeg mig bare og ser på.
Og det er nok. Jeg har stadig dage, hvor jeg har rigtig ondt. Dage, hvor kroppen siger fra.
Så lægger jeg mig ned. Finder varmedunken frem. Tænder nogle stearinlys. Laver en kop te.
Og prøver at være kærlig ved mig selv.
“Du har ondt i dag. Det er okay. Du behøver ikke kunne mere lige nu.”
Det er bare i dag. I morgen ved jeg ikke noget om endnu.
Tekst om fotoudstillingen
Indsæt måske noget om fotoudstillingen, om fotografen og hvorfor vi har denne udstilling.
