Behandling af Muskelgigt og kæmpecelle-karbetændelse

Både muskelgigt og kæmpecelle-karbetændelse er langvarige, men godartede sygdomme med gode fremtidsudsigter.

Behandlingen er for det meste meget effektiv, så symptomerne kan holdes nede. Det betyder, at du som regel kan blive ved med at bruge kroppen og klare dine gøremål, som du plejer.

Prednisolon

Behandlingen består først og fremmest af prednisolon (binyrebarkhorman) i tabletform. Medicinen virker betændelsesdæmpende og er et effektivt og nødvendigt lægemiddel ved mange gigt- og bindevævssygdomme. Stoffet har bivirkninger, derfor er det nødvendigt, at du løbende går til kontrol hos din læge under behandlingen.

Tocilizumab

Efter individuel vurdering kan behandlingen af kæmpecelle-karbetændelse evt. suppleres med det biologiske lægemiddel tocilizumab, som kan reducere behovet for prednisolon. Tocilizumab anvendes også ved andre gigtsygdomme, herunder leddegigt.

Behandling ved synsnedsættelse

Dit syn kan blive påvirket af kæmpecelle-karbetændelse. Hvis du bliver behandlet passende med binyrebarkhormon, nedsættes risikoen for synsnedsættelse dog betydeligt. Behandlingen kan desværre oftest ikke ændre den synsnedsættelse, der allerede er kommet inden behandlingen.

Ikke-medicinsk behandling

Udover den medicinske behandling er det vigtigt, at du holder dig stærk og fysisk aktiv.

Forskningen står stille uden støtte

Kun 2% af vores indtægter kommer fra det offentlige. Derfor har vi behov for din støtte. Hver krone går til ny viden, bedre behandlinger og færre smerter for over 700.000 danskere med gigt.