Kost og artrose (slidgigt)

Selvom det i nogle tilfælde kan være nødvendigt med medicin eller operation, er din egen livsstil en hjørnesten i behandlingen af artrose, og ofte starter behandlingen der.

De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen er et godt udgangspunkt for din kost, når du har slidgigt. De sikrer, at du får alle de nødvendige næringsstoffer og hjælper med at holde en sund vægt.

Hvis du vejer for meget, kan selv et lille vægttab være nok til at mindske dine smerter og forbedre din bevægelighed.

Vægttab

Overvægt øger belastningen på dine led, og forskning viser, at de aktive stoffer i fedtvæv med stor sandsynlighed også har betydning for både udvikling og forværring af slidgigt. Et sundt vægttab kombinerer sund, kalorielet kost med træning, der styrker dine led. Taber du dig uden at træne, kan det føre til tab af muskelmasse og dermed muskelsvaghed – særligt hos ældre.

Få gode råd til at træne med gigt

Knæ og hofter er nogle af kroppens primære vægtbærende led, og her er overvægt en af de vigtigste risikofaktorer for udvikling og forværring af slidgigt. Mennesker med overvægt har ligeledes oftere artrose i hænderne i forhold til normalvægtige.

Få gode råd til både vægttab og vægtøgning

Kost

Der er ikke beviser for, at en særlig kost, hvor bestemte madvarer f.eks. helt udelukkes, er nyttig for mennesker med slidgigt. Den begrænsede forskning, der er lavet, peger dog i retning af, at en kost med meget kød og mange sukkerholdige mad- og drikkevarer forværrer slidgigt.

På samme tid mindsker en kost med masser af frugt, grøntsager, bælgfrugter, fisk og fuldkorn symptomerne og forværringen af sygdommen. Disse fund svarer til anbefalingerne i de officielle kostråd.

Gode råd

Spis og drik

Tag udgangspunkt i de officielle kostråd

Hold øje med vægten

Selv små ændringer gør en forskel

Få personlig rådgivning, når du har behov for det

Som medlem får du adgang til vores rådgivere, der lytter, guider og hjælper dig videre i hverdagen med gigt.

Du står aldrig alene med dine spørgsmål.